Steelheader.dk

Flemming Birger Larsen

Road Tour, Alaska 2013
I 2013 var Gustav og jeg igen tilbage på Alaskas vejsystem. Vi kørste rundt i små 14 dage i en autocamper, sammen med Mads Hussing fra Fiskemagasinet DK4

På Fiskemagasinet på DK4 kan du hen over efteråret 2013, vinteren og foråret 2014 følge vores rejse, og i februar 2014 kommer en spændende artikel med masser af flotte fotos fra turen i Fisk & Fri.

IMAGE 1

Stacks Image 151
Title Here
Description Here
Gode råd til din tur
På vores tur rundt i Alaska fiskede regnbueørred og fjeldørred i Quartz Creek og Russian River, havde et fantastisk floattrip på Kenai River. Var på havet efter helleflynder og meget andet, vi fiske sølvlaks på det sydlige af Kenaihalvøen og sluttede af med et besøg på Talkeetna Fishing Lodge ved Chunilna Creek. Kort sagt 5 vidt forskellige fisketure i én tur.

Jeg har samlet en masse gode råd til dig, hvis du drømmer om sådan en rejsen.


Generelt


Flyrejsen
Icelandair flyver 2 gange ugentligt til Alaska og med en samlet rejse tid på 12 timer bliver det ikke nemme. Flybilletter kan fås til under 6.000,- kr. på udvalgte afgange. – og koster sjælden mere end 7.000 kr. Læs mere på
www.icelandair.dk

Autocamper
Vi havde booket vores camper gennem Great Alaskan Holidays, og de kan kun anbefales. Vi havde leje en 32 fods med 6-8 sovepladser. Den var kort sagt et fuldt fungerende rullende hjem og kan køres med almindeligt dansk personbilskørekort. Det koster mellem 1-2.000 kr. om dagen afhængig af størrelse, tidspunkt og lejeperiode. Læs mere på
www.greatalaskanholydays.com

Campingladser
Vi benyttede os hovedsageligt af de hyggelige State Parks. De fleste ligger perfekt midt i naturen og tæt på fiskevandet. Det koster 10-18 $ pr. nat (for os alle 4). Campingpladser med strøm, vand og afløb findes også. De koster mellem 30-50$ pr. nat.

Fisketegn
Det mest fantastiske ved Alaska er at fiskeriet er frit i hele Alaska når du har købt et statsfisketegn. Det koster 80$ for 2 uger og kan købes på nettet. Husk at læs fiskereglerne grundigt igennem før du påbegynder fiskeriet. Læs mere på
www.adfg.alaska.gov

Guider
Det er en god ide at hyre en lokal guide i et par dage. Guided ”Walk in-fishing” koster fra 85$ for en halv dag og 145$ for en hel dag. En heldagstur med driftboat koster mellem 250-300$ - men er efter min erfaring alle pengene værd!

Gode tips
Der er trængsel ved fiskevandene i sommerperioden og jeg vil ikke anbefale road-systemet hvis man går efter kongelaks. Fra midten af august har de fleste turister har forladt Alaska og den bedste periode til sølvlaks er fra starten af august og 3-4 uger frem. Steelheadfiskeriet er bedst fra 1. september og de næste måneder frem.



Russian River, Quartz Creek og Upper Kenai River


Upper Kenai River er kendt verden over for sit ørredfiskeri, og regnes stadig som noget af Alaskas bedste. Kenai River fiskes bedst fra en drift boat. Det koster typisk 250-300$ for en heldagstur. Enkelte guider tilbyder halvdagstur. Vi valget en heldagstur gennem ”The Canyon” med Troutfitters. Den kostede 300$ incl. tax og var alle pengene værd. Læs mere på www.aktroutfitters.com

Russian River er et must når man er i området. Det er formentlig Alaskas mest populære fiskevand og har da også et ry for køfiskeri. Det skyldes de store mængder blanke rødlaks der vandre op i floden sommeren over, men den 21. august stopper fiskeriet efter rødlaks og på de tidspunkt er floden fyldt med fede regnbueørreder, der mæsker sig i rogn, fra de mange gydende laks. Russian River er også et rigtigt godt sted at se Alaskas store brunbjørne. Også har den en fantastisk hyggelig campground.

Quartz Creek er lidt betragtet som en lokal hemmelighed. Den er kun åben for ørredfiskeri og det er rigtig mange Dolly Varden og enkelte regnbuer. En lille lækker flod, som nemt nås fra landevejen nord for Kenai Lake.



Talkeetna Fishing Lodge


Den karismatiske nordmand Henrik Wessel driver en hyggelig og velfungerende fiskelodge ved floden Chunilna (Clear) Creek. Her kan man bo komfortabelt midt i vildmarken og samtidig opleve noget af Alaskas bedste fiskeri. Så er du til komfort og fuld fokus på fiskeriet er Henrik´s lodge alle pengene værd. Se mere
www.talkeetnafishinglodge.com



Sydlige Kenai


På det sydlige af Kenaihalvøen godt 4 timers kørsel fra Anchorage findes 3 fantastiske lakse- og steelheadfloder. Fælles for dem alle er, at de har opgang af kongelaks, sølvlaks og ikke mindst steelhead. Kongelaksfiskeriet er begrænset til nogle enkle weekender i maj og er hårdt fisket, men fiskepresset falder betydeligt efter 15. august, hvor skoleferien slutter og mange lokale går i jagtmode. På det tidspunkt går sølvlaksen op i elvene. Opgangen topper oftest mellem den 15-25. August, men fortsætter et godt stykke ind i september. Steelheaden kommer i slutningen af august og opgangen topper midt i september. Fiskeriet efter steelhead fortsætter i princippet til frost sætter en stopper for det. Er man fluefisker og drømmer om at fiske steelhead i små lækre floder, er dette stedet, og første halvdel af september er et rigtigt godt tidspunkt.

Anchor River er den største om mest kendte af de tre floder – og ikke uden grund, for fiskeriet kan være rigtigt godt efter både sølvlaks og steelhead. Men det er også her der er flest fiskere, særligt hvis man går efter laks. For alle tre floder gælder, at det kun er tilladt at fiske målrettet efter laks på de nederste 2 miles (3,2 km.). Der må dog fiskes efter steelhead og ørreder på hele elven (laks skal genudsættes). Det gør at fiskepresset ovenfor 2 miles-mærket er betydeligt mindre, og ikke ofte kan man fiske en hel dag uden at møde en anden fisker. Anchor River har en meget speciel opgangsprofil for sølvlaks, som kan være værd at være opmærksom. Modsat de to andre floder i området, der har mere jævn opgang, har Anchor River sin opgang centreret om nogle enkelte dage. I 4 ud af 5 år kommer største delen af opgangen af sølvlaks på tre tidspunkter. Omkring den 15-17. august, 22-25. august og 1-2. september. Der findes en rigtig hyggelig campingplads der ligger vest for hovedvejen på sydsiden af floden. Herfra kan man gå til mange af de bedste stræk.

Deep Creek ligger cirka 20 kilometer nord for Anchor River. Trods sin mindre størrelse kan den nemt matche sin storebror mod syd, og er af mange lokale regnet som den bedste steelheadflod, måske fordi den er mindre kendt og fisket end Anchor River. Der findes to simple campgrounds ved hovedvejen. De er ikke særlig charmerede, men ligger centralt på floden, herfra er der kun en lille kilometer op til nogle meget lækre fiskestræk. Der findes også en meget smukt beliggende campground helt nede ved udmundingen til havet. Herfra har man et godt udgangspunkt for tidevandsfiskeriet på den nedre del.

Ninilchik Creek er den mindste af de tre floder og af mange betragtet som en lokal hemmelighed. Den er lille, men utrolig smuk. Selv om den kun ligger få kilimeter nord for Deep Creek, er den en del af et helt andet nedbørsområde. Den er heller ikke så følsom ved store regnmængder, så hvis de andre floder og store og farvede er der en god chance for Ninilchik Creek stadig fisker godt. Der findes en simpel, men smukt beliggende camground på østsiden af hovedvejen lige nord for floden. Eneste dumpstation i området (tømning af spildevand), ligger ved Ninilchik Creek.

The Flybox er en lille (meget lille) lokal fly shop, som skal besøges når man er i området. Ejeren Grant giver gerne gode råd om fiskeriet – navnlig hvis man købet et par af hans fluer. Man kan også hyre ham eller den snaksaglige Bruce som guide. Det kan være en god investering til at komme i gang med fiskeriet. Det koster 85 $ for en halv dag og 145 $ for en hel dag. Se mere på www.alaskaflybox.com

Gode tips
Fiskeriet på de nederste 2-4 kilometer er bedst i forbindelse med højvande. Startfiskeriet 2 timer før og fisk til 2 timer efter højvande.



Havfiskeri i Alaska


Homer kalder sig selv for Halibut Capital of the World, og er et rigtigt godt udgangspunkt, med et stort udvalg af havture. Jeg har tidligere brugt Bobs Trophy Charters og de kan bestemt anbefales. Se mere på www.bobstrophycharters.com

Anchor Point og Ninilchik er kendt for mindre 4-6 personers både der bliver sat i vandet direkte fra kysten. En spændende og anderledes måde at starte sin havtur på. Der findes flere charter firmaer i området, der tilbyder havfiskerpakker, med fiskeri, overnatning og forplejning.

Seward ligger henholdsvis 200 kilometer fra Anchorage. Vi fiskede ud fra Seward med charter firmaet Crackerjack Sportsfishing. Et top professionelt firma, jeg kun kan anbefale. Se mere på www.crackerjackcharters.com

Sæsonen strækker sig fra maj til september, men der er forskellige tidspunkter for de forskellige arter. Helleflynderfiskeriet er bedst i juli måned, hvor de store flyndere kommet ind på lavt vand.

Ture og priser
Heldags combo-tur efter helleflynder, laks, lingcod eller rockfish. Pris 300-350$. Man starter næsten altid med at fiske efter helleflynder, og når alle har nået kvoten på 2 fisk, fisker man efter andre arter, Typisk trolling efter laks eller jig-fiskeri efter lingcog eller rock fish.

Heldags helleflyndertur (sejler længere ud end halvdagsturene, typisk større fisk). Pris 230-270$. Her skal du være opmærksom på at de sejlder hjem når alle har fået 2 helleflynder – uanset hvad klokken er. Hvis du vil fortsætte med andre arter – når helleflynder kvoten er opbrugt – skal du købe den lidt dyre combo-tur.

Halvdags helleflyndertur. Større turbåde, der går målrettet efter de mange, men mindre fisk. Pris ca. 130$. Perfest tur til dem er gerne lige vil prøve det – og have lidt fisk med hjem.

Husk at med Icelandair (reglerne i 2013) må man have 2 stk. bagage a 23 kg. pr. person – så der skulle være plads til en kasse helleflynder på hjemturen.



Du kan forlade Alaska, men Alaska forlader aldrig dig
Flemming Birger Larsen